Syreskader på tænderne

  • Eksempler på drikkevarer med lav pH-værdi: æblejuice, cola, cola light, energidrik.
Syreskader rammer mange, men du kan selv gøre noget

Hvad er syreskader?

Erosioner (syreskader) er en kemisk nedbrydning af tandens emalje. Det starter i det yderste lag og kan i de værste tilfælde ætse videre ind i tænderne.

Erosionerne kommer, når der er syre i mad eller drikkevarer, eller hvis man har hyppige opkastninger. Når man spiser varieret og sund mad, kan spyttet neutralisere syren, men hvis man får for meget syreholdig læskedrik eller mad, skader det tænderne, også selvom tænderne er børstet helt rene.

  • Hvis man drikker meget sodavand, saftevand eller juice, kan man få erosioner på tænderne.
  • Selvom læskedrik smager sødt, er der også syre i det.
  • Syren i drikkevarerne opløser emaljen, og jo længere tid tænderne udsættes for syre, jo større er risikoen.

Vil du gerne undgå syreskader?

  • Hvis du drikker syreholdige drikkevarer som sodavand, juice og saft, er det en god idé at gøre det i forbindelse med dine måltider.
  • Når vi tygger maden, kommer der spyt, som beskytter tænderne. Det fortynder syren, som så ikke kan skade tænderne (man behøver ikke at have mad og drikke i munden på én gang).
  • Juice skader også. Selvom juice er sundt for kroppen, og der ikke er tilsat ekstra syre, så kan det alligevel skade. Drik det gerne, men kun 1 glas om dagen og helst i forbindelse med et måltid.
  • Drik vand eller mælk til hverdag og gem sodavand/ cola og saftevand til fest. Fødevarestyrelsen anbefaler, at man højst drikker ½ liter sodavand om ugen – uanset alder.
  • Børst ikke tænder lige efter at have drukket syreholdig læskedrik. Tændernes emalje slides meget lettere på dette tidspunkt. Man kan skylle munden med vand, og efter 20 minutter kan man børste.
  • Det er svært selv at se syreskader. På tandklinikken kan det ses, men først når skaden er sket. Sørg derfor for, at få gode vaner inden det går galt.

Hvad har pH-værdier med syreskader at gøre?

Drikkevarer - med en pH-værdi der er under 5,5 - kan medvirke til at tandemaljen opløses. Det er det, der kaldes en erosion. pH-værdien i læskedrikke siger altså noget om hvor "sur" læskedrikken er.

Figuren nedenfor viser pH-værdier for forskellige drikkevarer.

Postevand har pf-værdi på 7,4. De andre drikkevarer i figuren og deres pH-værdi er: Citronsaft 2,0. Sportsdrik 2,4. Cola 2,4. Sodavand 2,3. Saftevand 3,0. Ice tea 3,4. Juice 3,6. Energidrik 3,6. Sluch-ice 4,0. Smoothie med mælk 4,0. Minimælk 6,5.

Jo lavere pH-værdi - jo værre for tænderne. Husk også, at jo længere og jo oftere de "sure" drikkevarer er i munden, jo større er risikoen for at få syreskader på tænderne.