Mange af de gode råd om tandbørstning er de samme for alle børn og unge, men hvis I har svært ved at få børstet tænderne, kan I læse flere råd her på siden. Se generelle råd om tandbørstning her.
God støtte
Når du hjælper med tandbørstningen, er det vigtigt, men ikke altid let, at du støtter barnets hoved, så du ikke rammer forkert med tandbørsten.
Et godt overblik
Samtidig er det vigtigt at have et godt overblik, når du hjælper dit barn med tandbørstningen. Hold gerne ud i kinder og læber, mens du børster, så du bedre kan se, hvad du laver.
Når du børster barnets tænder, kan du evt. stille dig bagved barnet, så får du et bedre overblik og kan bedre komme til at børste.
Klinikken vil også kunne give dig flere gode råd til tandbørstningen af dit barn.
Slipper tålmodigheden op undervejs?
Hvis tålmodigheden med tandbørstningen slipper op undervejs, er det altid det sidste sted, der ikke bliver børstet rent.
Prøv at starte tandbørstningen forskellige steder i munden morgen og aften. Start f.eks. i venstre side af undermunden om morgenen, og forsøg at nå hele vejen rundt med tandbørsten. Om aftenen kan I så starte i højre side af overmunden og børste den modsatte vej rundt.
Der vil på denne måde være større sandsynlighed for, at alle tænderne bliver børstet rene i løbet af dagen.
Hvis barnet ofte fejlsynker?
Madrester, der ikke renses væk, giver bakterier i munden. Bakterierne er med til at øge risikoen for tandsygdomme, som f.eks. huller i tænderne. Derudover øges barnets risiko for lungebetændelse i forbindelse med fejlsynkning, hvis der er mange bakterier i munden.